Uskyldige blev ofre i afrikansk magtopgør
Tilhængere af Elfenbenskystens nye præsident Alassane Ouattara har begået krigsforbrydelser, siger Amnesty.
En ny rapport fra Amnesty International viser, at begge parter i konflikten om præsidentposten i Elfenbenskysten begik krigsforbrydelser i kampen om magten.
Alene på grund af etnicitet eller formodet politisk ståsted er hundredvis blevet dræbt, tæsket eller voldtaget, oplyser Amnesty International, som dog ikke kan sætte et præcist antal på ofrene endnu.
Et vidne fortæller i rapporten om en hændelse, hvor en gruppe kvinder fredeligt demonstrerede for, at den daværende præsident Laurent Gbagbo skulle træde tilbage, efter at Alassane Ouattara vandt præsidentvalget i november i fjor.
- Kvinderne sang og dansede for Ouattara, men klokken 10 ændrede stemningen sig pludseligt, da militærkøretøjer ankom og åbnede ild mod os, fortæller vidnet.
Seks kvinder og en baby blev dræbt øjeblikkeligt.
Et andet vidne så, hvordan en milits, der støttede Ouattara, dræbte adskillige mennesker i en landsby, der angiveligt bakker op om Gbagbo.
- Angriberne slog dørene ind i forskellige huse. Nogle fik skåret halsen over, blev dræbt med macheter, skudt eller mishandlet. De satte ild til to kvinder og adskillige huse, siger vidnet.
Det var en langvarig, blodig magtkamp, der i april endte med sejr til Alassane Ouattara.
I sin første tale som præsident proklamerede Ouattara, at han vil nedsætte en sandhedskommission i stil med den, som blev oprettet i Sydafrika efter afslutningen på apartheidstyret.
Ouattara har bedt chefanklageren fra Den Internationale Straffedomstol (ICC), Luis Moreno-Ocampo, om at indlede en uafhængig undersøgelse af blodsudgydelserne.