13 dræbt ved narkoskyderi i Mexico
Nyt skuddrama i forbindelse med Mexicos kamp mod landets narkotikakarteller koster 13 mennesker livet.
13 personer, heriblandt en soldat, er blevet dræbt under et skyderi mellem mexicanske sikkerhedsstyrker og formodede medlemmer af narkotikakartellet Zetas.
Skyderiet fandt sted i nærheden af grænsen til USA, oplyser den mexicanske flåde.
"12 formodede kriminelle" og en mexicansk marineinfanterist døde under skuddramaet sent søndag i området Falcon Dam, der ligger få hundrede meter fra den mexicansk-amerikanske grænse.
28.000 døde
Siden Mexicos præsident Felipe Calderon i december 2006 erklærede narkokartellerne krig, er 28.000 mennesker omkommet i kampe, der involverer både de kriminelle netværk og landets sikkerhedsstyrker. Titusindvis af politibetjente og soldater er med til at udkæmpe narkokrigen.
Mexico s narkokrig har sit udspring i strid om territorium mellem forskellige karteller og grupper, der både gør sig i narko, kidnapning, afpresning og menneskehandel.