1.300 deltog i Nobel-galla i Stockholm
Nobelpriser overrakt ved store ceremoni i Stockholms Koncerthus.
Et veltrænet serveringspersonale, blomstersmykkede borde og et køkken, hvor 46 kokke havde slidt i fem dage, skabte fredag aften rammerne om gallamiddagen for 1300 gæster på Stockholms Rådhus, efter at nobelprismodtagerne i litteratur, økonomi, fysik og kemi havde fået overrakt deres priser.
Årets nobelprismodtager i medicin, den 85-årige Robert Edwards, som muliggjorde "reagensglasbørn", var for syg til at deltage i prisoverrækkelserne, og hans hustru modtog prisen på hans vegne. Selve ceremonien fandt sted i Koncerthuset, hvor kongeparret var blandt de 1600 særligt indbudte gæster.
Peru's Mario Vargas Llosa, der er en gigant i latinamerikansk litteratur, og som har stillet op til præsidentvalget i sit hjemland, fik overrakt Nobelprisen i litteratur i en alder af 74.
Ældre herrer
Fysikprisen gik til de russiskfødte forskere Andre Geim og Konstantin Novoselov for udvikling af materialet grafen, som er et ultratyndt karbonmateriale på størrelse med et atom.
De tre modtagere af kemiprisen var den 79-årige amerikaner Richard Heck samt japanerne Ei-Ichi Negishi (75), der ligesom Heck arbejder i USA, samt Akira Sukuzi (80). De teknikker, som er resultatet af deres forskning i organisk kemi, anvendes i dag ifølge priskomitéen ved fremstillingen af mere end 25 pct. af de lægemidler, der findes på markedet.
Økonomiprisen gik til de tre arbejdsmarkedseksperter Peter Diamond og Dale Mortensen fra USA og den britisk-cypriotiske Christopher Pissarides, som har vist, hvorfor mange er ledige, selv om der er mange job.
Nobelprisen består af en guldmedalje, et diplom og 10 millioner svenske kroner.