Kolera spredes hurtigt i Haiti
Kolera spredes med stor fart i Haiti. Behovet for akut hjælp vokser, siger eksperter fra USA.
Kolera spredes med rekordfart i Haiti, siger det amerikanske Center for Disease Control (CDC) og anbefaler en hurtigt international indsats for at inddæmme epidemien.
De amerikanske eksperter siger, at koleraen nu er konstateret over hele hovedstaden Port-au-Prince, hvor hundredtusinder stadig lever i teltlejre og barakker med elendige sanitære forhold efter jordskælvet i januar.
Epidemien, der begyndte for to måneder siden, har hidtil kostet 2120 personer livet ifølge officielle tal. 91.770 personer er smittet, hvoraf 43.245 har været indlagt på et hospital til behandling.
CDC siger, at i nogle tilfælde dør smittede allerede to timer efter, at de er blevet syge.
- Koleraen findes nu overalt i Haiti, og smitten er også dukket op i nabolandet Den Dominikanske Republik, hvor smitten er konstateret i flere store byer.
CDC skriver i sin seneste rapport, at koleraen spredes med stor hastighed, fordi adgang til rent vand og gode sanitære forhold er begrænsede i Haiti og især i hovedstaden.
- Alle lande bør hurtigt fordoble indsatsen for at hjælpe Haiti, hedder det i rapporten.
Haiti er et af verdens aller fattigste lande. Landet kæmper for at komme på fode igen efter jordskælvet i januar, hvor en kvart million mennesker omkom.