Rapport: Pædofili accepteret i Afghanistan
Britiske soldater undrede sig over afghanske kollegers sex med yngre drenge.
Britiske soldater har anmodet om at få en udredning af afghanske soldaters seksualitet, fordi de undrede sig over, at det tilsyneladende er normalt blandt lokale afghanske soldater at have seksuelle forhold til yngre drenge.
Amerikanske forskere har undersøgt feltet, og de er kommet frem til, at pædofili er kulturelt accepteret i det sydlige Afghanistan og specielt i Kandahar. Det skriver The Telegraph.
Giver status
Ifølge militærstudiet kan ældre afghanske mænd højne deres sociale status ved at holde unge drenge som seksuelt legetøj, og forholdene bliver fejret med sang og dans.
De britiske officerer bad om at få udarbejdet rapporten, fordi unge soldater følte sig utilpasse ved at blive antastet af ældre afghanske soldater.
Ifølge undersøgelsen er årsagerne til de udbredte forhold mellem mænd blandt andre, at mænd og kvinder er strengt opdelt, at der er stor fattigdom og at det er meget dyrt at blive gift.
Brud på loven
Det er ulovligt at have forhold til mindreårige i Afghanistan. En af forfatterne bag rapporten, Anna Maria Cardinalli fortæller, at briterne efterspurgte rapporten i sommeren 2009, fordi de begyndte at føle sig ubehageligt til mode, fordi de følte sig generet af soldaterne.
Rapporten giver ikke svar på, hvad de udenlandske tropper skal gøre, hvis de bliver konfronteret direkte med pædofili.