Ministerpræsident: Homoseksuelle skal arresteres
Vi vil ikke tolerere den adfærd, lyder det opsigtsvækkende budskab i et afrikansk land.
Homoseksuelle går givetvis en hårdere fremtid i møde i Kenya.
Det må være konklusionen, efter at landets premiereminister, Raila Odenga, søndag rettede et angreb mod landets bøsser og lesbiske.
”Vi vil ikke tolerere denne adfærd i dette land,” siger Raila Odinga ifølge BBC.
"Ren galskab"
”Forfatningen er meget klar i dette spørgsmål, og mænd og kvinder, der deltager i homoseksualitet vil ikke blive sparet,” fortsætter præsidenten.
Ifølge Africa Review fremførte premierministeren bemærkningerne ved et stort offentligt møde i Nairobi med sine tilhængere.
Her gav han også udtryk for, at de homoseksuelle ”vil blive arresteret og overført til de relevante myndigheder,” hvis de bliver opdaget.
Premierministeren forklarede, at det er ren ”galskab”, hvis to mænd at blive forelskede i hinanden, når statistikken samtidig viser, at der er ”masser af kvinder” i landet.
Frygter flere overfald
Menneskeretsgrupper siger, at udtalelserne opildner til had og vil føre til flere overfald og mere chikane mod landets homoseksuelle, som i forvejen er underlagt stramme regler.
Trods international kritik forbyder Kenyas nuværende lovgivning fortsat seksuelt samkvem mellem personer af samme køn. En overtrædelse af lovgivningen kan give op til 14 år i fængsel.