Tigerlande vil redde tigeren fra at uddø
På en konference i Rusland er repræsentanter for 13 asiatiske lande enige om at kæmpe for at redde tigeren.
En redningsplan for verdens tigre er blevet vedtaget af de delegerede fra de 13 lande i Asien, hvor arten fortsat lever, omend i begrænset antal. Der er kun 3200 tigre tilbage i verden, og målet er at fordoble antallet af fritlevende tigre frem til 2022.
Planen blev vedtaget på et tigertopmøde i den russiske by Sankt Petersborg, hvor blandt andre Ruslands premierminister, Vladimir Putin, og hans kinesiske kollega, Wen Jiabao, deltog sammen med en række andre stats- og regeringschefer fra Asien.
- Det er første gang i verdenshistorien, at vi oplever så stor politisk vilje til at redde en enkeltstående art. Alle tigerlandene har bakket op om topmødet, og nu er der virkelig basis for, at antallet af tigere igen kan gå i den rigtige retning.
Det siger Verdensnaturfonden WWF's generalsekretær, Gitte Seeberg, i en kommentar.
Planen går ud på at beskytte tigernes tilbageværende levesteder og skærpe kontrollen for at undgå den ulovlige handel med tigere, hvis organer stadig efterspørges til traditionel asiatisk medicin.
De 13 tigerlande med Ruslands premierminister Vladimir Putin i spidsen har besluttet at afsætte i alt 127 millioner dollar i de kommende fem år til den redningsplan, der skal sikre tigerens fortsatte eksistens.
Derudover bidrager Verdensbanken med 100 millioner dollar. WWF støtter også med minimum 50 millioner dollar, mens skuespilleren Leonardo DiCaprio gennem sit engagement i WWF mødte op i Rusland for at donere 1 million af egen lomme til sagen.
Vladimir Putin roste DiCaprio for at dukke op til konferencen på trods af hans vanskeligheder med at nå frem. Putin betegnede filmstjernen som en rigtig mand, der ikke gav op, selv om han var udsat for nødlandinger og voldsom modvind.