Antisemitisk drab i Frankrig gav livstid

Lederen af en bande, der stod bag et opsigtvækkende og brutalt antisemitisk drab i Paris, blev fredag idømt fængsel på livstid ved en domstol i den franske hovedstad.

Artiklens øverste billede
Youssouf Fofana lederen af den bande, der bortførte og dræbte den 23-årige jødiske mobiltelefonsælger Ilan Halimi. Foto: AP

Bandelederen, Youssouf Fofana, var en af i alt 27 personer, der var sigtet for i januar 2006 at have bortført og dræbt den 23-årige jødiske mobiltelefonsælger Ilan Halimi. Ifølge anklagemyndigheden mente Fofana, at alle jøder har penge, og at hans bande dermed kunne presse løsepenge ud af familien.

Halimi blev holdt fanget i tre uger, hvor han blev mishandlet, stukket og brændt med cigaretter, inden han til sidst blev efterladt nøgen ved et jernbanespor. Han døde på vej til hospitalet.

Mens Halimi blev holdt fanget, tog bandemedlemmerne billeder af ham og lavede lydoptagelser, som de sendte til hans familie med krav om 450.000 euro (3,3 millioner kroner) for at slippe ham fri.

To andre ledende medlemmer af banden fik 15 og 18 års fængsel. En pige, som havde til opgave at lokke Halimi ned til det kælderlokale i en parisisk forstad, hvor han blev overfaldet og bagbundet, fik ni års fængsel.

Kun to af de 27 sigtede i sagen blev frikendt.

Drabet på Halimi førte til en debat i Frankrig om antisemitisme, efter at politiet i første omgang havde afvist at betragte bortførelsen som en racerelateret forbrydelse.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen