Isbjørnen Knut forbliver en berliner

Isbjørnen Knut får lov til at blive i Berlin og skal ikke flytte til dyrehaven i Neumünster, som længe har gjort krav på publikumsdarlingen fra Berlins zoologiske have.

Nordtyskerne ejer Knuts far, Lars, der er udlånt til Berlin, og dermed opfatter dyrehaven sig også som retmæssig ejer af Knut. Men efter mere end to måneders tovtrækkeri ved landsretten i den tyske hovedstad er de to zoologiske haver nu blevet enige om et forlig. Berlins zoo betaler kollegerne i Neumünster 430.000 euro (3,2 millioner kroner) fordelt på tre rater frem til 2011.

- Dermed bliver Knut nu en ægte berliner, siger Tierpark Neumünsters chef, Peter Drüwa.





Guldbjørn

Isbjørnen Knut opnåede verdensberømmelse, da den som unge i 2007 blev passet og plejet nat og dag af en dyrepasser efter være blevet frastødt af sin mor, Tosca. Selv om isbjørnen i dag ikke længere er nogen nuttet unge, tiltrækker den to og et halvt årige Knut stadig et hav af besøgende til haven i Berlin.

Siden Knuts første offentlige optræden i marts 2007 har over syv millioner mennesker set bjørnen og lagt masser af penge i entréindtægter.

Hovedpersonen selv fik zoogæsterne dog ikke at se onsdag, fordi hans udendørsanlæg var lukket på grund af rengøring.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen