Ban Ki-moon på vanskelig mission
Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, ankom fredag til Myanmar, hvor han er på en meget vanskelig mission.
Ban vil nemlig forsøge at få militærjuntaen til at løslade alle politiske fanger. Heriblandt oppositionsleder Aung San Suu Kyi. Desuden vil FN-chefen have genoptaget dialogen mellem oppositionen og militærjuntaen og have skabt rammer for et troværdigt valg næste år. Det sagde Ban Ki-moon på et pressemøde i Tokyo før afrejsen til Myanmar. Især løsladelsen af Aung San Suu Kyi og gennemførelsen af retfærdige valg anser iagttagere som meget usandsynligt.
Følsom periode
Ban flyver senere fredag til byen Naypyitaw for at holde møder med militærjuntaens topfolk og 25 repræsentanter for politiske partier. Heriblandt Aung San Suu Kyis Nationale Liga for Demokrati.
Hans besøg kommer samme dag, som retssagen mod Aung San Suu Kyi genoptages. Hun står anklaget for ulovligt at have modtaget besøg i huset, hvor hun sidder i husarrest. Mange mener dog, at sagen blot er et påskud for at holde hende indespærret yderligere midt under en politisk følsom periode med valget næste år lurende forude.