*

International

Mor til niårigt voldtægtsoffer bandlyst for hjælp til abort

Den katolske kirke bandlyser moderen til en niårig pige, der reddede sit liv ved at få en abort, efter at hendes stedfar havde voldtaget hende.

Anti abort-march i Brasilia, Brasiliens hovedstad. Arkivfoto: AP

Et nyt pr-mareridt for Vatikanet og den katolske kirke er under fuld udvikling i Brasilien, hvor en abort- og voldtægtssag har bragt sindene i kog.

Et seniormedlem af den katolske kirke i Vatikanet forsvarer beslutningen om at bandlyse moderen til en niårig pige samt de læger, der foretog aborten og dermed reddede pigens liv.

Pigens graviditet stammer ifølge politiet fra en voldtægt begået af stedfaren, som anklages for at have misbrugt pigen, siden hun var seks år gammel.

Kardinal Giovanni Batista Re siger til den italienske avis La Stampa, at ”der er tale om en trist sag, men det virkelige problem består i, at de aborterede tvillinger var to uskyldige væsener. Man skal altid værne om livet.”

Men debatten raser igen i Brasilien, verdens største katolske nation, hvor abort kun tillades i tilfælde af voldtægt eller ved kritisk sygdom, og hvor kirkens konservative påbud kritiseres heftigt i storbyerne, men ofte følges slavisk i landområder.

Mange kritiserer kirken for ikke at have reageret over for stedfaderen, som er fængslet og står til 15 års fængsel.

En regional ærkebiskop har forsvaret den beslutning med, at selv om stedfaderens overgreb er utilgiveligt, så er ”abort, eliminering af liv, værre.” Ifølge kirken har den niårige pige kun undgået bandlysning, fordi hun er et barn.

Præsident ind i sagen

Brasiliens præsident, Lula da Silva, er gået ind i sagen og beklager kirkens reaktion.

"Som kristen og katolik beklager jeg dybt, at en biskop kan have en så konservativ holdning. Lægerne gjorde hvad de skulle, de reddede pigens liv. I dette tilfælde havde lægegerningen mere ret end kirken," lød det fra præsidenten.

null
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her