Kollaboratørerne i Bagdad

Det er et risikabelt foretagende for irakere at samarbejde med de amerikansk anførte besættelsesstyrker. Tolke, chauffører og byggeentreprenører er blevet truet på livet, og en stribe politistationer har været udsat for bombeattentater.

Bagdad:

Oberstløjtnant Muhammad Hashem Rahma, næstkommanderende på politistationen i Khadra i det vestlige Bagdad, har for længst forstået, at han ikke er en populær mand.

16. oktober fandt han en udetoneret bombe med tre kilo TNT uden for familiens hus. 27. oktober kørte en selvmordsbomber en Toyota Landcruiser fyldt med sprængstof ind i de lemfældige betonbarrierer foran politistationen og tog livet af 18 mennesker, deriblandt en af Muhammads kolleger. Og tre dage senere fandt oberstløjtnanten et brev tapet fast til sit hus, underskrevet »Fedayeen Saddam«, kendt som den irakiske eks-diktators frygtede elitestyrke.

»I Guds, den mest tålmodige og mest barmhjertlige, navn,« indledtes brevet, som var en fotokopi af ringe kvalitet, men med en del af teksten trukket op med mørk skrift, og med Fedayeen Saddams logo, inklusive et billede af Saddam Hussein, til at skimte længst oppe og længst nede på papiret.

»Fra alle mænd af ære i dette dyrebare arabiske land. Uslinge-agenter, som har solgt jeres sjæl til amerikanerne og jøderne, vi advarer jer for sidste gang: Kig på jer selv og kig på, hvad I gør. I kæmper mod Gud og hans profet og disciplene. Tiden er inde til at gøre det af med jer alle. Og vi sværger, i Guds navn, at dette er I selv skyld i.

Vi kender jer, hver og én, og vi kan se jer så tydeligt, som vi kan se solen. Og vi vil give en lærestreg til dig og alle, som tænker på at bedrage deres land og nation, må Gud være vort vidne,« hed det i brevet, der sluttede af med en P.S.-opfordring til at hænge brevet op igen, hvis man måtte finde det på jorden.

Alle hader politiet

For de fleste irakere, såvel som for de amerikansk anførte besættelsesstyrker, er det irakiske politi en afgørende del af forsøget på at genskabe ro og orden i landet - noget der nok så meget handler om at bekæmpe gangstere, røvere, kaprere og kidnappere som om stoppe de fortsatte terrorbomber.

Men for nogle fremstår politiet som landsforrædere, kollaboratører med en fremmed besættelsesmagt.

»Alle hader os,« siger oberstløjtnant Muhammad Hashem Rahma, en uhyre energisk og højtråbende mand med sans for dramatik.

»Sunnierne hader politiet, fordi de mener, at vi samarbejder med besættelsesmagten. Shiaerne hader os, fordi de mener, at vi er i lommen på det gamle regime,« siger han med henvisning til de to dominerende trosretninger i Irak, hvor shia-muslimerne er i flertal, men sunni-muslimerne var de toneangivende under Saddam Hussein.

Helt så slemt er det næppe. Godt nok har irakerne i almindelighed ingen stor respekt for politiet, der opfattes som korrupt og p.t. temmeligt magtesløst. Men langt de fleste irakere fnyser indigneret ad spørgsmål om, hvorvidt bombeangreb på politistationer kan ses som legitim forsvarskamp mod en besættelsesmagt.

»Angreb på amerikanske tropper kan kaldes modstand, angreb på politi og hospitaler er intet andet end terror,« siger Taleb al-Rubaie, 26-årig skomager på Rashid-gaden i Bagdad.

»Politiet forsøger blot at genskabe sikkerheden. Det er forkasteligt at angribe dem,« mener Azhar al-Maleki, en kvindelig grønthandler på et torv i slumdistriktet Thaura, der tidligere gik under navnet »Saddam City«.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at det i dagens Irak er en risikabel affære at blive set som samarbejdende med den provisoriske koalitionsmyndighed, CPA, under amerikansk ledelse. En håndfuld politistationer er blevet bombeangrebet i Bagdad og andre steder i landet, og talrige andre »kollaboratører« er blevet truet.

En kvinde, der arbejder for CPA i Bagdad lufthavn, fik teksten »Længe leve den store leder« skrevet på husmuren« med rød skrift eller »blodskrift«, som hun selv siger.

En irakisk FN-medarbejder blev ringet op og fik at vide, at hun burde se sig om efter et andet arbejde, hvis hun havde sit og sin families liv kære.

En irakisk oversætter for CPA fik en håndgranat kastet ind i sit hjem, hvilket fik ham til at sige op.

En chauffør for en international hjælpeorganisation viser to skudhuller på sin husmur og fortæller, at stort set alle hans naboer undgår ham på grund af hans arbejdsgiver.

En anden CPA-oversætter blev bortført af ukendte mænd i en bil og fik en pistol sat for tindingen, mens en af mændene sagde: »Du ved vel, at du arbejder for fjenden?«

En byggeentreprenør, som forsøger at få kontrakter lokket ud af CPA, fortæller, at han fandt en dukke vædet i rød maling samt en papirlap med teksten »Forræder, du kender straffen« foran sit kontor en morgen i sidste uge.

»At arbejde for CPA er ikke noget, man skilter med. Kun mine nære venner ved det, næsten ingen af mine naboer,« siger Ahmed, som er tolk for koalitionsmyndigheden og - som de andre nævnt ovenfor - ikke ønsker at blive identificeret nærmere i avisen.

Ingen har sagt op

Oberstløjtnant Muhammad Hashem Rahma fra politistationen i Khadra har derimod ingen betænkeligheder ved at stå frem. Han har ikke i sinde at lade sig skræmme til at sige op (»jeg har været politimand hele mit liv og kan intet andet«), og han fortæller, at ingen af de 80 medarbejdere på stationen har sagt op efter selvmordsbomben 27. oktober, der dræbte én kollega og sårede 24 andre.

Han er imidlertid dybt frustreret over, hvad han opfatter som manglende interesse og hjælp fra CPAs og de amerikanske militærstyrkers side.

En amerikansk soldat blev såret ved eksplosionen, og denne blev omgående hentet i helikopter og fløjet til Cypern. Modsat er en hårdt såret irakisk politikonstabel, Razaq Rashid Abbas, blevet overladt til familie og kolleger, som måtte køre rundt i Bagdad for at finde et ordentligt hospital til ham.

Da Jyllands-Posten besøger politistationen, er oktoberlønnen netop kommet, to uger forsinket, og kollegerne på stationen har samlet 275.000 dinarer, svarende til ca. 900 danske kroner, ind til Razaq og til den dræbte betjents familie. Oberstløjtnanten skal ud for at aflevere de to kuverter med penge og inviterer Jyllands-Posten med.

Razaq ligger bleg og afkræftet på en af Medinat al-Tib hospitalets afpillede sygestuer, uden for hvilken et skilt fortæller, at den ikke er luftkonditioneret. Konstablen har fået tarmene syet på plads igen og det venstre ben amputeret, mens lægerne håber at kunne gøre det andet ben brugbart ved hjælp af en platinskinne.

170 kr. for en pille

Razaq og hans familie fortæller, at de foreløbig, over to uger efter attentatet, intet har hørt fra hverken CPA eller det irakiske indenrigsministerium.

»Ville du ikke selv forvente en vis interesse og respekt fra den, som du havde ofret dig for?« lyder det bittert fra politikonstablen.

Officielle talsmænd for CPA og for det amerikanske militærpoliti, der samarbejder med det irakiske politi, har lovet det irakiske sundhedsministerium, at CPA vil betale regningerne for politibetjente, der bliver såret i tjenesten, men et sted undervejs til hospitalet er denne besked tilsyneladende gået tabt.

I stedet får Razaqs familie en daglig regning svarende til 30 kroner for opholdet, to kr. for en assistent, tre kroner for mad, syv kroner for laboratoritests og halvanden krone for bandager. Dertil kommer ca. 170 kroner for hver smertestillende Pethodine-tablet, hvilket er et svimlende beløb, når ens månedsløn som er 650 kroner.

»Vi sælger ud af møblerne derhjemme, og vi har lige solgt TV'et for at kunne betale hospitalsregningerne,« siger konstablens nevø, Saed Abed Said.

Heller ikke hos familien til den dræbte betjent, Ibrahim Saleh Mahmoud, har man hørt noget fra de irakiske og amerikanske myndigheder. Familien bor i et af de ældste og fattigste kvarterer i Bagdad, Meshahada, og Ibrahims to brødre og hans 12-årige søn Mohammad hilser velkommen i en lille modtagelsesstue, som har tæpper og puder på gulvet, men er klinisk renset for møbler og udsmykning på væggene.

»Man kalder politifolk for forrædere og spioner, men ville en spion måske bo på den måde?« spørger den ene bror, Tahseen Saleh Mahmoud, og slår ud med armene mod de fugtskadede vægge, hvor det meste af malingen er skallet af.

Overlevelseskamp

Ved politistationen i Khadra er der endnu tydelige spor efter bombeattentatet. Dynger af murbrokker ligger rundt omkring, en gård er fyldt med udbrændte biler, og enkelte, forvredne bilvrag står midt ude på gaden mellem pigtråd og betonblokke.

Sikkerheden er siden attentatet blevet forbedret med flere betonblokke og sandsække, men fortsat klager oberstløjtnant Muhammad Hashem Rahma over, at amerikanerne ikke stiller tilstrækkeligt med betonblokke til rådighed til at kunne afspærre området.

»Dette er ikke politiarbejde, det er en kamp for overlevelse. Vi bruger lige så meget tid på at beskytte os selv som på at jage gangstere og terrorister,« siger han og remser op af mangler såsom biler, våben, skudsikre veste, telefoner, kommunikationsudstyr, førstehjælpskasser med mere.

Oberstløjtnanten er i det hele taget lidet imponeret over den amerikansk dominerede militærstyrkes indsats. Under Saddam Hussein var politiet vant til at kunne gøre, som det selv ville, inklusive tortur og diverse andre overgreb på menneskerettighederne, mens politiet i dag fremstår som svagt og, med oberstløjtnant Muhammads ord, »ikke nyder nogen respekt i samfundet«.

»De kommer og blander sig hele tiden,« siger han om det amerikanske militærpoliti, hvis kontor på politistationen er pletvis bemandet.

»Og som regel er det for at slippe forbrydere løs, som vi lige har fanget. De er mere bekymrede for forbryderne end for ofrene. De siger, at vi skal have beviser, men vi ved jo godt, hvem det er, der går rundt og laver ballade. Muligvis hjælper det i USA og i Danmark at klappe banditterne venligt på kinden, men her i Irak skal der andre ting til,« mener han.

Lad os komme til

Muhammad Hashem Rahma mener, at det haster med den længe lovede uddelegering af magt til irakerne selv, ikke mindst politiet.

»Lad amerikanerne tage sig af den overordnede, militære sikkerhedssituation, og lad os ordne politiarbejdet, som vi har bedre forstand på,« siger han.

»Hvis vi fik stillet ressourcer og mandskab til rådighed og fik lov til at passe os selv, kunne vi holde gaden ren for gemene forbrydere. Og samtidig ville vi måske slippe for at blive opfattet som amerikanernes forlængede arm og dermed slippe for at blive udsat for chikane og selvmordsbomber,« vurderer den irakiske politi-oberstløjtnant.

thomas.heine@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen