Mystisk royal skandale under opsejling i Storbritannien

En tilsyneladende stor royal skandale er under opsejling i Storbritannien. Den britiske presse er fuld af spekulationer, tabloidavisen Mail on Sunday mener, at kongehusets fremtid er i fare. Tronarvingen prins Charles har taget det usædvanlige skridt at udsende en pressemeddelelse, hvor han bedyrer sin uskyld.

Over for hvem eller hvad, fremgår dog ingen steder, for prinsens tidligere personlige assistent Michael Fawcett, har fået nedlagt fogedforbud mod, at Mail on Sunday trykker en artikel om den tidligere ansatte. Og først i går fik The Guardian lov til at offentliggøre, at manden bag mandagens fogedforbud var netop Fawcett.

Ingen britiske medier har lov at fortælle, hvad sagen egentlig handler om, men ifølge den britiske tv-station BBC vil detaljerne med al sandsynlighed snart cirkulere på internettet. Efter at den private domstol i går gav medierne lov til at offentliggøre Fawcetts navn, udsendte prins Charles en pressemeddelelse.

- De seneste dage har der i medierne været spekulationer fremme om, at en tidligere royal ansat for nogle år siden var vidne til en episode, der involverede et højtstående medlem af kongefamilien. Men nu må spekulationerne stoppe. Påstanden var, at prinsen af Wales var involveret i episoden. Den påstand er ukorrekt. Den episode, som den tidligere ansatte hævder at have overværet, har aldrig fundet sted, hed det fra prinsens kontor.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen