Undtagelses-tilstanden ophævet i Sri Lanka

Sri Lankas præsident, Chandrika Kumaratunga, vil ophæve den undtagelsestilstand, hun indførte i onsdags. Det oplyste den embedsmand, der har ansvaret for at offentliggøre regeringens og præsidentens beslutninger.

Neville Nanayakkara sagde ved 04-tiden fredag dansk tid til det franske nyhedsbureau AFP, at han havde fået besked på ikke at trykke den officielle bekendtgørelse, fordi "der er ingen undtagelsestilstand".

Officielt skulle undtagelsestilstanden træde i kraft torsdag, og militæret havde optrappet sin tilstedeværelse i gaderne i hovedstaden, Colombo, og flere steder var der etableret kontrolposter. Politiet var begyndt at kontrollere fodgængere og billisters identitetspapirer, men ledelsen hos politiet og militæret har ventet på, at bekendtgørelsen skulle blive offentliggjort og dermed også de specifikke retningslinjer.

Kort forinden havde tusindvis af tilhængere taget imod premierminister, Ranil Wickremesinghe, der vendte hjem til det politiske kaos efter et officielt besøg i USA.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen