Lang vej til ligestilling i Afghanistan

Den 40-årige Najeba Sharifs mand tager sin tørn derhjemme med børnepasning og husligt arbejde. Men han er også parat til at nægte hende at rejse alene, dersom han vurderer, at rejsen ikke er vigtig for hende.

Kabul

»Vi bliver ikke kvindeundertrykkelsen kvit blot ved at smide burkaen,« siger Najeba Sharif.

Den nye viceminister i Ministeriet for Kvindeanliggender lægger ikke skjul på, at vejen mod ligestilling er lang for kvinderne i Afghanistan.

»Selv om den mørke tid er forbi med Talebans fald, er udfordringerne store og iøjnespringende. De afghanske kvinder står stadig over for de fleste problemer. Værst af alle er måske de mange overgreb i hjemmene. Det er overgreb, det er vanskeligt at gøre noget ved, fordi så mange kvinder accepterer, at »sådan skal det være«. Det er en del af vor kultur. Men jeg håber og tror, at med bedre uddannelse, både for piger og drenge, vil situationen ændre sig. Også impulser og påvirkning udefra vil bidrage til forandring,« siger Najeba Sharif.

Den kendte ankerkvinde fra pashtunsk TV kan på mange måder være forbillede for sine medsøstre. Ved siden af at være rykket ind som juniorminister i regeringen leder hun fortsat flere ugentlige nyhedsudsendelser i TV. Hun underviser i underskolen. Og hun er redaktør og bidragyder til kvindemagasinet Rose. Hjemme har Najeba Sharif en mand, som påtager sig sin del af de huslige pligter.

»Vi følger en nøje tilrettelagt timeplan, som er ensbetydende med, at vi har hver vore pligter. I modsat fald ville dette ikke have kunnet lade sig gøre,« siger hun.

»Hvor fandt du din ægtefælle?«

»Jeg blev giftet bort til ham,« svarer hun skælmsk.

Netop det at give de afghanske kvinder ret til selv at vælge ægtefælle er et af kvindeministeriets langsigtede mål.

Ufødte piger gives væk

»Det siger dog sig selv, at når vi har eksempler på, at piger er blevet "givet væk", mens de stadig lå i moders liv, har vi langt igen. Vi må skabe grundlæggende forståelse for, at kvinderne ikke bare er til for at producere børn, at kvinden bare kan beordres til at hente vand til teen, selv om hun er aldrig så syg eller har aldrig så mange andre pligter i hjemmet. Det drejer sig om at ændre holdninger, så kvinderne får deres retmæssige plads i samfundet,« siger Najeba Sharif. Hun taler ivrigt om at få en ordentlig dialog i stand med dem i præsteskabet, som »forvalter det gamle tankegods«. Det muslimske præsteskab - mullaherne.

»Der står intetsteds i Koranen noget om undertrykkelse af kvinden. Koranen skelner ikke mellem kønnene. Jeg mener, at mullaher, som hævder dette, taler ud fra egne ønsker. Islam er en levende organisme. Den er ikke fordomsfuld, men giver kvinder og mænd lige rettigheder,« siger vicekvindeministeren.

»Jeg vil holde et møde med mullaherne, så vi kan få garantier for, at de ikke vil modsætte sig undervisning i pigeskolerne. Kvinder må også kunne tage arbejde hos frivillige hjælpeorganisationer, hvilket mange i præsteskabet er imod. Det kan give kvinden en kærkommen indtægt, som gør hende i stand til at skabe sit eget liv,« siger Najeba Sharif.

Hun vil have fastsat i grundloven, at mænd ikke må slå deres hustru - således som det ellers sker i dag. Og kvindeministeriet arbejder med en grundlovstekst med det formål at begrænse flerkoneri.

Op til fire hustruer

»Også dette vil kunne begrænse den udbredte vold i hjemmet. Det kan ikke nægtes, at der findes mænd, som slår deres hustruer for at bremse rivaliseringen mellem dem.«

Afghanske mænd har i overensstemmelse med islam tilladelse til at have indtil fire hustruer.

»Vi mener, at det bør sikres i grundloven, at en mand kan tage to hustruer, dersom han kan bevise, at han økonomisk er i stand til at give ægteskabet den kvalitet, kvinderne har krav på,« siger Najeba Sharif. Hun understreger, at en sådan lov kan bidrage til at begrænse antallet af ulykkelige kvinder i tvangsægteskaber.

Lægen, politikeren og menneskerettighedsforkæmperen Sema Samar er et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at føre kvindekamp i det mandsdominerede afghanske samfund.

Præsident Hamid Karzai havde udnævnt hende til kvindeminister og vicepræsident i sin overgangsregering. Men da hun er åbenmundet, var hun en torn i øjet på de konservative kræfter, og Karzai blev ifølge vestlige diplomater, som fulgte det første klanmøde - Loya Jirga - tvunget til at skille sig af med hende, efter at Sema Samar var blevet hudflettet af taler på taler.

Bevæbnede vagter

I dag leder hun landets uafhængige menneskerettighedskommission. Efter flere mordtrusler er hun omgivet af bevæbnede vagter, og adgangen til villaen, som huser hendes kontor i udkanten af Kabul, er strengt bevogtet.

»Jeg hører ikke til den slags "pæne piger", som tier stille. Jeg insisterede på, at en del principper måtte gennemføres, og var ikke villig til at gå på kompromis. Det satte en stopper for min tid i regeringen,« siger Sema Samar. Nu kæmper hun for, at FN's menneskerettighedskonvention skal blive en del af landets grundlov. Hendes kommission har fremlagt et konkret forslag til grundlovsoplægget.

»Det vil sikre både kvinders og børns rettigheder. Og det vil begrænse krigsherrernes magt og indflydelse.«

Sema Samar ønsker, at den nye, afghanske stat bliver så åben som mulig. At pressen får den frihed, som skal til for at kunne skrive om problemerne.

»Jeg tror, der er mange, som frygter en fri presse. De betragter en sådan presse som et angreb på deres magt. En åben og kritisk presse vil bidrage til, at de, som styrer, tager fat om problemerne og arbejder for at finde en løsning tilpasset det nye Afghanistan.«

»Men vil valgene til næste år ikke også bidrage til det?«

»Til en vis grad. Måske kommer valgene lidt for hurtigt. Men lad os gennemføre dem som forudsat i Bonn-aftalen. For at vise at der sker noget, er det bedre at gennemføre valg, som ikke er helt perfekte. Så må vi gøre det bedre næste gang,« fastslår Sema Samar.

udland@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen