11 russiske minearbejdere meldes OK

11 af de 13 minearbejdere, der i fem døgn har været indespærret i en mine i Novoshakhtinsk i det sydlige Rusland, er i live. Det meddeler talsmænd fra redningskorpset.

Redningsarbejdere har gravet en tunnel for at nå frem til dem og meddeler, at de 11 er i live, mens en er omkommet. Den trettende minearbejder er ikke fundet og eftersøges nu.

Redningsarbejderne fandt minearbejderne et par timer efter at de var kommet ind i den tunnel, hvor arbejderne havde søgt tilflugt fra det kolde vand fra en underjordisk sø, der torsdag oversvømmede den skakt, hvor de arbejdede.

Redningsholdet blev ledt på vej af en besked, som de indespærrede minearbejdere havde kradset ind i muren. Beskeden tydede på, at de befandt sig i minens centrale skakt.

Ny mineulykke dræber fem

Imens blev fem minearbejdere dræbt ved en ny ulykke, denne gang i Ruslands østlige Primorje-region, hvor en eksplosion muligvis blev udløst af et gasudslip. Flere andre minearbejdere blev alvorligt kvæstet, mens yderligere 33 minearbejderes skæbne foreløbig er ukendt.

Det frygtes, at de 33 er fanget i minen ca. 735 meter under Jordens overflade.

JP/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen