Forsigtig amerikansk reaktion på ny iransk atompolitik

USA tog tirsdag forsigtigt imod Irans beslutning om at åbne for FN-inspektioner af landets atomanlæg.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Scott McClellan, kaldte det "et skridt i den rigtige retning", mens vicetalsmand Adam Ereli fra udenrigsministeriet understregede, at "det kun er det første skridt".

Hårdt presset af især USA i FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har Iran besluttet at tillade en mere effektiv FN-inspektion af atomanlæggene og at stoppe fremstillingen af beriget uran. Det meddelte udenrigsministrene fra Frankrig, Storbritannien og Tyskland, der tirsdag var på besøg i Teheran.

Lederen af IAEA, Mohamed ElBaradei, forventer nu en hurtig og "fuldstændig erklæring om alle Irans tidligere atomaktiviteter".

Set med amerikanske øjne er tirsdagens udvikling dog ikke nødvendigvis nok til at standse den proces, der kan føre til en debat i FN's Sikkerhedsråd om eventuelle sanktioner mod Iran.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen