Afsløring: Stor risiko for ny terror i London

Risikoen for en terroraktion begået af britisk fødte muslimske ekstremister er i øjeblikket den højeste i fem år.

Det konkluderer en hemmeligstemplet regeringsrapport, som avisen Sunday Telegraph har fået fat i.

I alt findes der i dagens Storbritannien cirka 2000 muslimer, der er loyale over for terrornetværket al-Qaeda og dennes åndelige leder, Osama bin Laden.

Rapporten anser det for sandsynlig, at de mange militante muslimer er i gang med at planlægge aktioner mod såkaldte "bløde" mål, som undergrundsbanen i London, lufthavne eller sportsarenaer.

Antallet af aktive ekstremister er langt højere, end de britiske efterretningstjenester tidligere formodede, hedder det i rapporten ifølge Sunday Telegraph.

- De mistænkte terroristers planer er betydeligt mere omfattende, end vi hidtil har troet, hedder det.

- Vi tror, at al-Qaeda vil forsætte med at lede efter terrormål. Finde muligheder for aktioner, der kan føre til massedrab ved at ramme bløde mål så som landets infrastruktur, konkluderes det.

Det er forfatternes opfattelse, at de militante muslimer også planlægger selvmordsaktioner.

Storbritannien blev den 7. juli 2005 ramt af en af de værste terroraktioner i nyere tid, da fire britisk fødte militante muslimer gennemførte en bombeaktion i Londons undergrundsbane. 52 personer omkom, og mange blev såret.

Rapporten, der har titlen "Vurdering af truslen fra ekstremister", vurderer, at al-Qaeda, der stod bag terroraktionen i USA den 11. september 2001, har sympatisører i stort set alle muslimske samfund i Storbritannien.

Af rapporten fremgår det, at vestlige styrker i Afghanistan snart vil være mere udsat for ekstremisters angreb end vestlige styrker i Irak.

En ledende politiker, der ikke vil have sit navn frem, siger til avisen, at udviklingen i Storbritannien er meget betænkelig og næppe bliver forbedret i overskuelig fremtid.

Britisk politi og efterretningstjenester har længe advaret om en voksende trussel fra militante muslimer i landet. Men den seneste rapport tegner et betydelig mørkere billede end tidligere.

- Der kommer flere terrorangreb i Storbritannien, hedder det.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen