Skiturister fra Skovlunde forulykket i Sverige

En skitur til Dalarna i Sverige endte tidligt fredag morgen i en ulykke for 45 danskere, da deres bus væltede på motorvej E6 ved Hasslarp midt mellem Ängelholm og Helsingborg.

Bussen fra Brønnums Turistfart var på vej til Skovlunde ved Ballerup, hvor passagererne kommer fra.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft en ulykke. Heldigvis er der ingen alvorligt tilskadekomne, men jeg ved ikke så meget mere lige nu, siger vognmand Bjørn Brønnum fra Brønnums Turistfart til Ritzau.

Passagererne er hovedsageligt børn mellem 12-14 år fra en ungdomsinstitution i Skovlunde. Brønnums Turistfart vil ikke oplyse, hvilken institution der er tale om.

Politiet i Helsingborg oplyser til Ritzau, at passagererne er blevet behandlet og nu får krisehjælp, inden de vender hjem.

/Ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen