Flykapring på Las Palmas forbi
Kapringen af et fly fra det mauretanske luftfartsselskab Air Mauretania sluttede torsdag på De Kanariske Øer, sagde en spansk regeringsembedsmand til den spanske radiostation RNE.
En enkelt formodet kaprer blev anholdt, rapporterer de spanske medier.
Tidligere torsdag sagde spanske redningsarbejdere, at flere mennesker blev såret, da det kom til skudveksling i Las Palmas i forbindelse med flykapringen. Regeringsembedsmanden ville hverken be- eller afkræfte, at der var sårede.
Flyet af typen Boeing 737 fra det mauretanske luftfartsselskab Air Mauretania blev kapret på en indenrigsflyvning i Mauretanien.
Det kaprede fly landede torsdag aften på De Kanariske Øer efter at have fyldt brændstof på i Vestsahara, sagde embedsmænd i Mauretanien.
Kapreren ville til Frankrig.
/ritzau/