Granat kastet ind i moske i Thailand
En er såret i Chiang Mai og der er endnu et dødsoffer for bomberne nytårsaften i Bangkok, hvor flere blev såret. Herunder seks udlændinge.
Tidligt mandag morgen (lokal tid) blev en granat kastet ind i en moske i Chiang Mais centrum. Granaten sårede en, viceværten.
Attentatet kommer efter at i alt otte bomber sprang i Bangkok nytårsaften og nat. Bomberne dræbte to og sårede 26 personer, herunder seks udlændinge.
En af de sårede døde i nattens løb.
Nogle vil mistænke muslimerne fra det urolige sydthailand for at stå bag bomberne, og der er måske årsagen til, at en granat blev kastet ind i moskeen i Chiang Mai.
Men politiet har sagt, at man ikke mistænker muslimerne i syd for at stå bag bomberne i Bangkok. De seneste års uroligheder har hidtil været begrænset til netop de sydlige provinser.
Til gengæld er der spekulationer om, at det kunne være tilhængere af den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der står bag bomberne. Thaksin blev afsat ved et militærkup for godt tre måneder siden.
Andre mener, at de veltilrettelagte attentatter er arrangeret af folk, der gerne vil skyde skylden på Thaksins tilhængere for at kunne slå ned på dem.
Bangkoks gader er nytårsdag fyldt med bevæbnede soldater, store indkøbscentre er lukkede og indbyggere er blevet opfordret til at blive hjemme.
En række lande har advaret deres statsborgere mod at rejse til Thailand. Det danske udenrigsministerium fraråder danskere, der opholder sig i Bangkok, mod at begive sig rundt i byen, med mindre det er strengt nødvendigt.