Israels udenrigsminister til Danmark
Mens der arbejdes på højtryk med bestræbelserne på at konsolidere våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah med en udvidet FN-styrke, kommer den israelske udenrigsminister på besøg i Danmark.
Udenrigsminister Tzipi Livni er i Danmark på officielt besøg mandag og tirsdag i den kommende uge.
Livnis politiske drøftelser vil koncentrere sig om situationen i Libanon, herunder opfølgningen på Sikkerhedsrådsresolution 1701 om våbenhvilen.
Også situationen i de palæstinensiske selvstyreområder vil stå i centrum for samtalerne i Danmark.
/ritzau/