Syrien advarer mod FN-styrker
Den libanesiske hær indsatte sent onsdag soldater langs den syriske grænse i de nordlige og østlige dele af landet, oplyste militærkilder.
Det sker samtidig med, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, tordnede mod indsættelsen af internationale styrker langs Libanons grænse med Syrien.
- Dette vil være en krænkelse af Libanons suverænitet og en fjendtlig handling, sagde Assad.
Tidligere onsdag forsøgte EU-landene på et møde i Belgien at samle flere tropper til den internationale fredsstyrke, der efter planen skal tælle 15.000 mand.
Men ifølge nyhedsbureauet AP lykkedes det kun at få tilsagn om 4200 soldater, og dermed ser det ud til, at udstationeringen ligger langt ude i fremtiden.
/ritzau/