Amnesty anklager Israel for krigsforbrydelser i Libanon
Israel angreb bevidst civile mål i Libanon under krigen mod Hizbollah-militsen, og gjort sig skyldig i krigsforbrydelser. Så bastant lyder konklusionen i en rapport fra Amnesty International.
Ifølge rapporten ødelagde israelske kampfly med fuldt overlæg fødevarelagre, nødhjælpskolonner, elektricitetsværker og tusindvis af private hjem, og det var stærkt medvirkende til, at en fjerdedel af befolkningen blev drevet på flugt, hedder det i rapporten.
- Israels påstand om, at angrebene var inden for lovens rammer er fundamental forkert. Mange af forbrydelserne i vores rapport er krigsforbrydelser, herunder vilkårlige og proportionsløse, siger Amnestys vicegeneralsekretær, Kate Gilmore i en kommentar til rapporten, der også kræver de ansvarlige for bombardementerne straffet.
/ritzau/