Per Stig Møller ser optimistisk på våbenhvile i Libanon
Mens FN's Sikkerhedsråd havde afsluttet de politiske forhandlinger om en resolution om våbenhvile i Mellemøsten gjorde det israelske militær klar til at udvide offensiven i Sydlibanon.
- Teksten er færdig nu. Frankrig og USA er blevet enige, og der tales nu med Israel og Libanon om den endelige tekst, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) fra FN's hovedkvarter i New York.
Et af kernepunkterne i resolutionen er, at libanesiske regeringssoldater bakkes op af en styrket fredsbevarende FN-styrke.
- Der kommer 15.000 libanesiske soldater, der understøttes af et forstærket UNIFIL, der allerede er på stedet. Der kommer flere tropper til UNIFIL og stærkere våben og et stærkere mandat, som kan understøtte den libanesiske hær i at holde Sydlibanon fri for alle fremmede militser, der ikke er regeringstropper, påpeger Per Stig Møller.
/ritzau/