40 islamister anholdt i Italien
Ingen af de 40 med tilknytning til islamiske grupper, der blev anholdt under skærpede sikkerhedstjek i Italien, er blevet sigtet for terrorvirksomhed.
Italiensk politi har anholdt 40 personer med forbindelse til islamiske grupper efter øget sikkerhedstjek i kølvandet på den afslørede plan om at sprænge transatlantiske fly i luften, oplyste det italienske indenrigsministerium fredag.
Ministeriet sagde i en meddelelse, at 28 mennesker var blevet pågrebet, fordi deres personlige dokumenter ikke var i orden og de sidste 12 for andre småforseelser. En kilde i ministeriet sagde, at ingen af dem var blevet præsenteret for terrorrelaterede sigtelser.
Fredag ransagede politiet 15 udlændinges boliger, de fleste af dem pakistanere, hed det i udtalelsen fra det italienske indenrigsministerium.
/ritzau/