Præsident-grav bombesprængt
Gravstedet for Bosniens tidligere præsident Alija Izetbegovic blev fredag sprængt i stykker ved en kraftig eksplosion, oplyser politiet. Eksplosionen skete i de tidlige morgentimer.
Politiet ville ikke fremsætte spekulationer om motivet for bombesprængningen, og gerningsmændene er ikke fundet.
Ud over at være præsident for Bosnien under borgerkrigen fra 1992 til 1995 var han en uddannet muslimsk teolog. Han døde i 2003.
Han regnes blandt bosniske muslimer som en frihedshelt, mens han var en forhadt skikkelse blandt bosniske serbere under krigen og den efterfølgende fred.
/ritzau/