Valglussing til Irak-venlig Lieberman
Joseph Lieberman, der for seks år siden blev udpeget som Det Demokratiske Partis vicepræsidentkandidat, er fyret af partiets vælgere. De var vrede over hans støtte til præsident George W, Bush i Irak-krigen, og det understreger på ny, at den upopulære krig bliver et varmt emne ved efterårets midtvejsvalg.
Lieberman tabte tirsdag primærvalget i den nordøstlige amerikanske stat Connecticut og kan ikke opstille for demokraterne ved valget i november til det amerikanske senat. Her har han siddet i 18 år.
Han tabte til den relativt ukendte mangemillionær Ned Lamont, som under sin kampagne krævede de amerikanske styrker hjem fra Irak.
Da de sidste stemmer var ved at være talt op onsdag havde Lamont sikret sig ca. 52 pct. af stemmerne mod 48 pct. til Lieberman.
- Senator Joseph Liebermans nederlag over for en lidet kendt forretningsmand fra Connecticut vil uden tvivl sende et budskab til politikerne fra begge partier, at vælgerne er vrede og frustrerede over krigen i Irak, skriver avisen New York Times i en leder.
/ritzau/