Bill Gates i gavehumør: Uddeler tre mia. kr.
Over fem år vil Bill Gates, der grundlagde computergiganten Microsoft, give 500 mio. dollar - omkring tre mia. kr. - til Den Globale Fond for bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria, oplyste fonden onsdag.
Bill Gates, der er en af verdens rigeste mænd, giver pengene gennem en fond, som han har stiftet med sin hustru, Melinda Gates.
Beløbet er den største private donation til Den Globale Fond, som blev stiftet for fem år siden, og som kæmper hårdt for at få rige lande til at støtte kampen mod de tre sygdomme.
I en presseerklæring kalder Gates Den Globale Fond, som har hovedkvarter i Geneve, for "et af de vigtigste sundheds-initiativer i verden."
Fonden i Geneve fik sidste år uddelt hiv-medicin til 544.000 mennesker, behandlinger til over 1,4 million tb-patienter og over 11 millioner net til beskyttelse af børn i malariaområder.
/ritzau/