USA vil gøre det sværere at blive krigsforbryder
USA frygter urigtige beskyldninger om overgreb. Ny lov skal derfor dæmme op for anklager.
Bushs regering har lavet et udkast til en lov, der fjerner muligheden for at blive retsforfulgt for at nedgøre eller ydmyge krigsfanger, hvis man er eller har været i amerikanske tjeneste.
Det skriver avisen The Washington Post.
Ifølge en unavngiven amerikansk embedsmand så bruges urigtige beskyldninger om krigsforbrydelser til at tøjle amerikansk indflydelse, og derfor vil regeringen bruge den nye lov til at tage pusten af disse beskyldninger.
Røde Kors på banen
Lovudkastet begrænser feltet af forbrydelser mod krigsfanger til en liste på 10 kategorier, f.eks. tortur, mord og voldtægt.
Men listen kriminaliserer ikke krænkelser af den personlige værdighed eller bevidst ydmygende handlinger. Det kan betyde, at det ikke er tortur, hvis personer bliver afklædt, iført hundsnor eller mænd får kvindeligt undertøj på - som det skete med fangerne i Abu Ghraib-fængslet i Irak.
Den internationale Røde Kors Komité, der beskytter Genève-konvetionerne, har kritiseret lovudkastet, og ifølge Washinton Posts oplysninger, så har jurister fra Røde Kors diskuteret udkastet med Pentagon og det amerikanske udenrigsministerium.