Israel truer med at bombe alle køretøjer i Sydlibanon
Kampene mellem israelske styrker og Hizbollah-krigere fortsatte tirsdag i det sydlige Libanon, hvor Israel nu truer med at bombe alle køretøjer, der bevæger sig syd for Litani-floden.
Samtidig siger Libanons regering, at man vil indsætte 15.000 soldater i den sydlige del af landet. Israel kalder initiativet "interessant" og kræver, at der også indsættes FN-tropper.
Det israelske militær kastede tirsdag flyveblade ud over byer i den sydlige del af Libanon, hvorpå der stod, at alle køretøjer, der kører sig syd for Litani-floden vil blive bombet, fordi de mistænkes for at transportere raketter og våben for Hizbollah. Floden løber 20-30 kilometer nord for grænsen til Israel.
Den israelske udmelding fik tirsdag nødhjælpsindsatsen i det sydlige Libanon til at gå fuldstændig i stå, sagde FN.
/ritzau/