Shiamuslimsk milits i kamp med soldater i Bagdad
Irakiske og amerikanske soldater udkæmpede mandag hårde kampe med en shiamuslimsk milits i Bagdad, efter at koalitionsstyrkerne om natten havde gennemført en razzia i et forarmet kvarter i den østlige del af den irakiske hovedstad. Razziaen var rettet mod personer, der er involveret i grupper, som udfører straffe- og torturmissioner.
Skudvekslingerne mellem irakiske soldater og den radikale shiamuslimske Mehdi Hær var den første af sin art, siden amerikanske enheder blev sendt til Bagdad for at forstærke sikkerheden i byen.
I byen Samarra dræbte en selvmordsbombemand ni politimænd og sårede 10 andre, oplyste myndighederne.
/ritzau/