Schweiziske flyveledere tiltalt for Überlingen-ulykke
Det retslige efterspil efter flykatastrofen ved Bodensøen for fire år siden fik mandag en ny dimension, da statsadvokaten i Winterthur rejste tiltale mod otte medarbejdere fra det schweiziske luftsikringsselskab Skyguide, som havde ansvaret for det sydtyske luftrum på ulykkesnatten.
71 mennesker blev dræbt, da et tysk fragtfly og et russisk passagerfly kolliderede over Überlingen den 1. juli 2002.
En russisk mand, der mistede sin familie ved ulykken, blev i fjor idømt otte års fængsel for drabet på den danske flyveleder Peter Nielsen, der sad alene i kontroltårnet i Zürich på ulykkesnatten.
Nu risikerer otte af Nielsens daværende kolleger at blive idømt mellem seks og 15 måneders fængsel for uagtsomt manddrab og uagtsom forstyrrelse af den offentlige trafik.
/ritzau/