Kinesisk chikane af pressen før OL
Kinesiske myndigheders opførsel over for udenlandsk presse forud for OL i 2008 er restriktiv og i flere tilfælde voldelig, siger udenrigskorrespondenternes forening i Beijing efter en undersøgelse.
Beijing
Beijing er ikke klar til at modtage og håndtere de op mod 20.000 udenlandske journalister, der forventes at gæste Kina i forbindelse med de Olympiske Lege i 2008 i Beijing, siger udenrigskorrespondenternes presseklub i Kina efter en ny undersøgelse blandt medlemmerne.
Mellem 2004 og 2006 rapporterede journalister fra 15 lande om i alt 72 tilfælde af chikanerier fra de kinesiske myndigheders side. I 38 af tilfældene tilbageholdt de kinesiske myndigheder udenlandske journalister, deres kinesiske assistenter og chauffører, og i 10 tilfælde var journalisterne udsat for direkte vold fra myndighedernes side eller undersøgelser, der indebar afklædning. I 21 tilfælde ødelagde politi eller sikkerhedsmyndigheder noter, fotografier eller anden indsamlet information.
En fornærmelse
»Kinas kontrol med udenlandske medier stemmer ikke overens med Beijings løfter til den Internationale Olympiske Komite om at tillade pressedækning, og den er en fornærmelse mod den olympiske ånd,« siger formand for presseklubben, Melinda Liu, der er korrespondent for det amerikanske magasin Newsweek. »Vi opfordrer Kina til hurtigt at tilegne sig den pressefrihedspraksis, der forventes af olympiske værter,« siger hun.
Udenlandske journalister har især mødt modstand i deres arbejde med socialt følsomme emner som aids, optøjer i landområderne som følge af ekspropriation og korruption, tvangsforflytning i byerne og på landet samt ved omstændighederne omkring opførelsen af kinesiske prestigeprojekter som De Tre Slugters Dæmning og den netop åbnede jernbane til Tibet.