Iran vil udvide atomprogram
Iran vil udvide sit atomprogram, når landet "føler behov for det". Det siger landets chefatomforhandler, Ali Larijani, som dermed også afviser den FN-resolution, der i sidste uge pålagde iranerne at standse berigelsen af uran og arbejdet med atomenergi i det hele taget.
FN's Sikkerhedsråd har truet Iran med sanktioner, hvis ikke atomprogrammet er stoppet senest med udgangen af august. Iranerne fastholder imidlertid, at resolutionen er ulovlig.
- Vi vil udvide atomprogrammet i det omfang, det er nødvendigt, sagde Larijani på et pressemøde i Teheran. Han tilføjede dog, at programmet vil fortsætte under FN's overvågning.
De vestlige lande mener, at hensigten med atomprogrammet er at udvikle a-våben, mens iranerne selv siger, at formålet udelukkende er at udvikle energi.
/ritzau/