De tamilske Tigre indstiller offensiv i Muttur
Sri Lankas oprørsgruppe De tamilske Tigre (LTTE) sagde lørdag, at den har indstillet en offensiv mod en regeringskontrolleret by i den østlige del af landet, og er ved at trække sig tilbage. Efter voldsomme kampe fredag, er den seneste udmelding et tegn på, at konflikten er ved at stilne af.
Regeringen i Colombo siger, at kamphandlingerne vil blive indstillet, hvis De tamilske Tigre står ved deres ord.
Tilbagetrækningen kommer dagen efter voldsomme kampe i den muslimske by Muttur, lige syd for havnebyen Trincomalee. Mindst 152 medlemmer af LTTE mistede, ifølge Sri Lankas forsvarsministerium, livet under regeringsstyrkernes offensiv i området sent fredag.
- Offensiven i Muttur er indstillet og LTTE trækker sig tilbage til dets tidligere stillinger i vor eget territorium, siger en kilde i oprørsbevægelsen til det britiske nyhedsbureau Reuters.
/ritzau/Reuters