Over 150 tamilske oprørere og 100 civile dræbt i byen Muttur
Mindst 152 medlemmer af oprørsgruppen De Tamilske Tigre er blevet dræbt i det nordøstlige Sri Lanka i forbindelse med regeringsstyrkernes offensiv i området, oplyste det srilankanske forsvarsministerium lørdag.
Sikkerhedsstyrkerne benyttede artilleri og kampfly under angrebet sent fredag mod De Tamilske Tigres stillinger i byen Muttur, siger en talsmand for ministeriet.
- Vi skønner, at 152 tigre er blevet dræbt og 124 såret, hovedsageligt under luftangrebene mod deres højborg Foul Point, siger talsmanden Upali Rajapakse.
Samtidig anklagede forsvarsministeriet i Colombo oprørsbevægelsen for at sent fredag at have dræbt mindst 100 af de civile, der dagen igennem forsøgte at flygte fra Muttur.
- Mens fordrevne familier flygtede fra Muttur for at komme i sikkerhed, afskar Tigrene dem vejen i Pachchanoor-området og dræbte over 100 af dem, heriblandt kvinder, unge og børn, hedder det i en erklæring fra forsvarsministeriet.
/ritzau/AFP