USA opfordrer til internationalt pres for demokrati på Cuba
USA opfordrede fredag det internationale samfund til at kræve demokratiske flerpartivalg i Cuba, hvor en større operation har sat Fidel Castro midlertidigt ud af spillet.
Meldingen kom fra USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, der fredag aften talte direkte til det cubanske folk.
- Vi vil stå sammen med jer for at sikre jeres rettigheder. Til at sige, hvad I vil. Til at tænke, hvad I vil. Til at tro på det, I vil. Og til at vælge jeres ledere frit og retfærdigt ved demokratiske valg, sagde Rice til den amerikanskfinansierede radio- og tv-station Marti, som sender i Cuba.
Hun opfordrede samtidig resten af det internationale samfund til at bidrage til en politisk omvæltning i det socialistiske land.
/ritzau/