Sveriges fem fungerende reaktorer må drives videre
De fem svenske kernekraftreaktorer, som ikke er taget ud af drift på grund af sikkerhedsproblemer eller vedligeholdelse, må også drives videre i fremtiden.
Det oplyste Statens Kärnkraftinspektion (SKI) fredag eftermiddag. SKI har hastegennemgået sikkerhedsrapporter fra de tre atomkraftværker Forsmark, Oskarshamn og Ringhals efter et alvorligt driftsstop på den ene af Forsmarks reaktorer i sidste uge. To af værkets fire nødgeneratorer, der skal sørge for strøm til kølevandet, svigtede, og visse eksperter mener, at fejlen kunne have ført til en kernenedsmeltning.
Myndighederne frygtede, at der kunne være tale om en konstruktionsfejl på den pågældende reaktor, og derfor besluttede Oskarshamn sendt onsdag aften at lukke to af sine reaktorer af samme type ned. Yderligere to svenske reaktorer er stoppet på grund af serviceeftersyn, og dermed står fem af landets i alt 10 atomreaktorer stille.