Israel hacker Hizbollahs tv og radio
Israel har hacket sig ind på Hizbollahs tv-station for at kalde militslederen en løgner. Også radioudsendelser og mobiltelefoner er blevet forsynet med israelske meldinger.
I flere minutter kunne seerne på Hizbollahs tv Al Manar se et billede af en død soldat ligge på jorden. I teksten stod: "Dette er liget af en af Hizbollahs elitesoldater".
Det skriver norske Nettavisen.
I næste tekstbillede stod der: "Nasrallah lyver. Det er ikke os, som holder vore tabstal tilbage."
Flere billeder og tekster berettede videre om 'løgnen' og antallet af dræbte Hizbollah-soldater.
I flere minutter fik de israelske indslag lov til at være fremme på skærmen.
Også radioudsendelser til libaneserne har været genstand for israelske hackere.
Også andre psykologiske krigsmetoder benytter israelerne sig af. F.eks. udsender de tekstbeskeder på mobiltelefoner. Budskabet har været, at kampen er mod Hizbollah - ikke det libanesiske folk.