Israel forsætter landoffensiv
Israel fortsætter den hårde landoffensiv i Libanon. Der er brug for et par ugers kamp mere, lyder det fra den israelske regering. EU's udenrigsministre hasteindkaldt til Bruxelles i dag.
Med Frankrig i spidsen synes et flertal af EU-landene at ønske en "øjeblikkelig" våbenhvile, så en international fredsstyrke hurtigt kan indsættes med FN-mandat.
Omvendt har Storbritannien, Tjekkiet og til dels Tyskland tidligere støttet den amerikansk-israelske linje, som kobler en våbenhvile sammen med en "varig" løsning.
Israels plan er at 'fjerne Hizbollah' og dermed rydde det område, hvor en international styrke kan indsættes.
Det sagde den israelske trafikminister og tidl. forsvarsminister Binyamin Ben-Eliezer tirsdag.
Ministeren fremsatte udtalelsen til den israelske hærs radio, efter at regeringen kort forinden havde godkendt en fortsat offensiv i Libanon.
Til den forstærkede indsats har Israels militær indkaldt yderligere 15.000 soldater af reserven.
Qana-massakre skal undersøges
Massakren på den libanesiske by Qana, hvor et israelsk bombeangreb dræbte 54 civile, heraf 37 børn, fører til flere undersøgelser.
Israel har selv bebudet en undersøgelse, men FN's højkommissær for menneskerettigheder, Louise Arbour, fordømmer angrebet og ønsker en uafhængig undersøgelse af søndagens blodige angreb.
JP