Nye israelske luftangreb og indtrængen i Libanon
Israelske kampfly bombarderede mandag mål i det sydlige Libanon, formentlig Hizbollahs positioner ved en bakke i Bint Jbeil-provinsen. Det oplyste sikkerhedskilder i Libanon.
Samtidig affyrede et ubemandet israelsk fly en raket mod en pick-up truck ved den største grænseovergang mellem Libanon og Syrien. Kilderne sagde, at pick-up trucken kørte med forsyninger til civile. Fire grænsebetjente og en civil blev meldt såret.
I Aita al-Shab i det sydlige Libanon trængte israelske soldater ind via landjorden, sagde en talsmand for hæren.
Hizbollah meddelte, at dets folk er i kamp med den israelske styrke.
Israel havde ellers meddelt, at hæren ville suspendere sine luftangreb i det sydlige Libanon i 48 timer. Hæren oplyste imidlertid, at suspenderingen ikke gælder landoperationer.
/ritzau/