FNs Sikkerhedsråd vedtager resolution mod Irans atomprogram
FN's Sikkerhedsråd vedtog mandag en resolution, der kræver, at Iran indstiller sit atomprogram den 31. august.
Flere måneders diplomatisk nervekrig kulminerede mandag, da FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der kræver at Iran indstiller sit atomprogram den 31. august.
I modsat fald risikerer Iran økonomiske sanktioner.
Resolutionen udtrykker "alvorlig bekymring" over, at Iran nægter at efterkomme det Internationale Atomenergiagentur IAEA's ordrer om at standse berigelsen af uran og arbejdet med atomenergi i det hele taget.
Sikkerhedsrådet vedtog resolutionen med stemmerne 14-1, hvor kun Qatar var imod.
Efter at resolution 1696 var en realitet, kaldte Irans FN-ambassadør beslutningen er ulovlig.
- Sikkerhedsrådets håndtering af sagen uden lovlig basis og praktisk nytte, sagde Javad Zarif efter mødet.
Vedtagelsen falder få timer efter, at Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, offentligt havde truet med at sætte hårdt mod hårdt i tilfælde af FN-resolutioner mod præstestyret.
Begejstring
Der var anderledes begejstring at spore i den amerikanske lejr.
- Dette er den første resolution overfor Iran som svar på landets atomvåbenprogram. Den viser Sikkerhedsrådets vilje, sagde USA's FN-ambassadør, John Bolton, efter mødet.
Iran vil ikke alene overveje at afbryde samarbejdet med IAEA helt og aldeles, sagde Ahmadinejad, men også tage medlemskabet af den internationale ikke-spredningsaftale om atomvåben op til revision.
Bag resolutionsforslaget stod Frankrig, Tyskland og Storbritannien med stærk opbakning fra USA.
De fire lande, samt Kina og Rusland, fremlagde for måneder siden en særlig atompakke, der tilbyder Iran en række økonomiske og politiske fordele, hvis landet til gengæld dropper udviklingen af sit omstridte atomprogram.
Præstestyret har overvejet sit svar lige siden, og det magtfulde sekskløver har flere gange undervejs beskyldt Iran for at trække tiden og i al hemmelighed arbejde på at udvikle atomvåben.
/ritzau/