Kinesiske byer truet af overbefolkning
Kinesiske byer vokser med lynets fart. 300 millioner landmænd vil de kommende 20 år blive byboere, fordi den økonomiske vækst er så voldsom.
En FN-rapport viser ifølge China Daily, at Kinas eksplosive byvækst ikke har sit modstykke noget sted.
Om kun fire år vil der være omkring 125 byer i Kina med mere end en million indbyggere. 50 byer vil befolke mere end to millioner.
Landboerne søger mod byerne, fordi Kina har en gigantisk økonomisk vækst, der giver mange jobmuligheder.
Men flytningen skaber problemer for en forsvarlig udvikling.
Kina har mere end 1,3 milliarder indbyggere, og 800 millioner er landmænd.
Regeringen forsøger at dæmpe økonomien, som i årets første halvdel voksede med 10,9 pct. Renten er hævet, og udnyttelse af ledige jordstykker er strammet betydeligt for at bremse nye projekter.
De første tegn på, at tiltagene virker, er begyndt at vise sig, men fortsat er aktiviteten så heftig, at Kinas økonomi endnu er i risiko for at komme i ubalance.