Rice: Muligt at nå våbenhvile i denne uge
Det er muligt at nå frem til en våbenhvile i Libanon i denne uge, sagde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, mandag på et pressemøde i Jerusalem.
- Her til morgen, når jeg vender tilbage til Washington, bringer jeg en spirende enighed med mig om, hvad der er nødvendigt, både med hensyn til en våbenhvile og en vedvarende ordning. Jeg er overbevist om, at begge disse forhold kan bringes i orden i denne uge, sagde den amerikanske udenrigsminister.
Rice tilføjede, at hun vil opfordre til vedtagelsen af en FN-resolution i denne uge om våbenhvilen og om etableringen af en international styrke i Libanon.
Hendes udtalelser falder, efter at Israel søndag aften meddelte, at landet vil undlade at foretage luftangreb på det sydlige Libanon i 48 timer, så nødhjælp kan komme frem til det krigshærgede område.
/ritzau/