To døgns pause i luftangreb på Sydlibanon
Israel vil i 48 timer undlade at foretage luftangreb på det sydlige Libanon, så nødhjælp kan komme frem til det krigshærgede område.
Det sagde Adam Ereli, talsmand for USA's udenrigsministerium, sent søndag, efter at den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice havde mødtes med Israels premierminister, Ehud Olmert, og andre israelske ministre.
Talsmanden tilføjede, at bombardementerne indstilles, mens Israel undersøger angrebet på byen Qana, hvor flere end 60 civile libanesere tidligt søndag blev dræbt under israelske angreb.
Samtidig vil Israel i det kommende døgn koordinere med FN for at sikre, at civile, der vil forlade det krigshærgede område, kan komme væk.
/ritzau/