Norge, Sverige og EU fordømmer israelsk angreb
Norge og Sverige fordømte søndag søndagens israelske luftangreb på en landsby i det sydlige Libanon, hvor mindst 54 personer blev dræbt.
- Det israelske angreb på Qana er et klart brud på folkeretten, siger Norges udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, der på samme tid opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile.
Fra Sveriges udenrigsminister, Jan Eliasson, lyder ligeledes stærkt fordømmende toner.
- Tiden er inde til at stoppe dette vanvid, og FN's sikkerhedsråd er nødt til at acceptere sit ansvar og vedtage en resolution, der kan bringe en afslutning på fjendtlighederne, siger han.
EU's udenrigspolitiske talsmand, Javier Solana, siger i Bruxelles, at intet kan "retfærdiggøre" det israelske angreb på Qana.
/ritzau/