Ingen udsigt til hurtig våbenhvile
USA's udenrigsminister tilbage i Mellemøsten for at presse Israel og Libanon til hurtig fredsplan.
Bruxelles
Mens kampene mellem Hizbollah og Israel fortsætter, vendte USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, i går for anden gang på en uge tilbage til Mellemøsten, hvor hun vil forsøge at presse Israel og Libanon til en aftale, der kan sætte en stopper for den 19 dage lange kamp ved grænsen i det sydlige Libanon.
Under et møde i går aftes med den israelske regeringsleder, Ehud Olmert, lagde den amerikanske udenrigsminister en pakke med konkrete forslag på bordet, herunder et udkast til en FN-resolution, som USA håber kan behandles i FN's Sikkerhedsråd allerede i den kommende uge.
Den amerikansk-britiske pakke, der også rummer udstationering af en robust international fredsstyrke samt krav om udveksling af fanger, vil sandsynligvis i dag blive drøftet med den libanesiske regering på et møde i Beirut.
Rice sagde før sit møde med Ehud Olmert, at hun venter hårde og vanskelige forhandlinger, og at begge parter er nødt til at give sig.
»Dette er meget svære og følsomme beslutninger under vanskelige og ekstreme omstændigheder. Derfor forventer jeg svære forhandlinger,« sagde hun og tilføjede, at USA endnu ikke vil sætte en deadline i striden.
»Men da vi gerne vil have sat en hurtig stopper for volden, er det naturligvis vigtigt, at vi får en aftale om betingelserne,« sagde Rice.