Endnu en katolsk præst fra Boston sex-dømt
Retten i Massachusetts, USA, idømte fredag en katolsk præst fire års fængsel for sexmisbrug af en 15-årig dreng fra sognet.
Præsten er den 62-årige Paul Hurley, som misbrugte den 15-årige seksuelt i 1987 og 1988. Ud over de fire år bag tremmer, blev Hurley også idømt fem års prøvetid.
Hurley er den seneste i rækken af katolske Boston-præster, der dømmes for sexmisbrug af børn.
For fire år siden stod adskillige mennesker frem og fortalte, hvad de blev udsat for som børn, når døren til skriftestolen blev lukket bag dem i Bostons kirker.
/ritzau/