Bush: Rice tilbage til Mellemøsten lørdag
USA's præsident George W. Bush sagde fredag, at han sender sin udenrigsminister, Condoleezza Rice, tilbage til Mellemøsten allerede lørdag. Her skal hun forsøge at finde en løsning på den over to uger lange konflikt mellem Israel og den libanesiske Hizbollah-milits.
Bush sagde, at han og den britiske premierminister Tony Blair, der besøgte Bush i Det Hvide Hus fredag, er enige om at en international styrke i det sydlige Libanon skal indsættes hurtigt, så de kan sikre, at nødhjælpen kan komme ind i området.
/ritzau/